Viser opslag med etiketten Twitter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Twitter. Vis alle opslag

torsdag den 3. juli 2014

@ssi_dk runder 300 followers

Det har stået næsten stille i et par dage - du ved sådan på 292-293-294 stykker.

Men så var der et par rigtig gode forskningsnyheder at pifte ud om, og wupti røg @SSI_dk - Statens Serum Instituts officielle Twitterkonto op på 300 followers lige før, jeg lukkede ned i går aftes. Og nu er det så dette:



 


304 followers er måske ikke så mange at prale med. Men vi er faktisk ret stolte. Målsætningen, da vi gik i luften 19. februar, var 100 followers på et år.

@SSI_dk har som formål at være et supplement til ssi.dk, som er instituttets primære kanal til at udbrede den megen viden, der findes og produceres på instituttet. Derfor er det også det, vi tweeter om fra kontoen: Forskningsresultater og ny viden.

Kort fortalt om de 304 followers, så er der iblandt dem både danske og udenlandske forskere og forskningsinstitutioner, læger, journalister, politikere, sundhedsaktører - og pt. 52 SSI-ansatte.
Tak fordi, I følger.

torsdag den 10. april 2014

Brug #havelågen som brækjern

Da jeg først oprettede en Twitterkonto havde jeg oplevelsen af, at jeg var i et rum, hvor der stod 100.000 mennesker på hver sin ølkasse og råbte!

Jeg havde svært ved at finde ud af, hvem jeg havde lyst til at lytte til, for jeg gad jo ikke bare nøjes med at lytte til dem, der råber højst.

Men efterhånden har jeg lært at sortere i strømmen. Og her var det en åbenbaring for mig, da jeg opdagede, hvad # kan bruges til. Ved at søge på ord, der er kodet med # (#kodeord) får man vist tweets fra alle tweeps, der benytter dette #. På den måde har jeg fundet masser af interessante personer at følge, som jeg ikke kendte til i forvejen.

Et godt tip er også at tage en halv-en hel time og følge med en dag, hvor der f.eks. er storm, melodi grand prix, valg, regeringsrokade eller en anden aktuel begivenhed, der interesserer mange mennesker. Er du nyhedsjunkie, så følg med i nyhedsudsendelserne på TV samtidig og se, om reporterne her kan følge med.....
Eksempelvis blev der i slutningen af oktober skrevet mere end 6.000 tweets med #stormdk, da stormen Allan blæste os igennem. #stormdk blev også brugt af Beredskabsstyrelsen og en række politikredse.

Ved at tilføre # til mine egne tweets f.eks. #sundhed, #smdk, #dkvid er disse tweets også kommet ud til flere end mine egne følgere og har på den måde fået langt større udbredelse, end hvis jeg havde udeladt #.

Hvad er det så for #kodeord, man skal bruge? Ja, man bestemmer sådan set selv, og man kan bare finde på et. Men skal det have effekt, så skal det jo være et #kodeord, som andre også bruger og følger. Søg i søgefeltet på relevante ord og se, om de er dækkende, og om de bliver brugt. Ellers kan du tage et kig på denne top100 liste fra prXpress.dk. Listen bliver løbende opdateret og omfatter de mest brugte danske #.

tirsdag den 11. februar 2014

Forskning på sociale medier

Hvordan kan sociale medier bruges til forskningsformidling? Hvad er gevinsten - for forskeren og for forskningsinstitutionen? Og hvad får læserne ud af det?

Det er tre helt centrale spørgsmål for mig i mit arbejde som kommunikationskonsulent på Statens Serum Institut. Her skabes helt ufatteligt megen ny viden, som forskerne offentliggør i videnskabelige tidsskrifter. Hvert år offentliggør de mere end 400 artikler! Hvem vidste lige det - altså ud over de virkelig flittige læsere af virkelig mange tidsskrifter?

Sociale medier som Twitter og blogs er uden tvivl centrale kanaler til at få spredt langt mere af den viden til langt flere mennesker. Og til at dele erfaringer og idéer, så nye samarbejdsprojekter kan opstå og endnu mere ny viden skabes. Men hvordan griber man det an, og er det overhovedet besværet værd? 

I min søgen efter gode forbilleder for, hvordan man lige præcis skruer en forskningsblog sammen, har jeg ikke haft megen held til at finde danske eksempler - ud over lige præcis en, som skrives af en medarbejder på (TaTaaaa!) Statens Serum Institut. Det er bloggen her: blastocystis.net om forskning i en encellet parasit. Bloggen er på engelsk. Der er næppe så mange i målgruppen, der taler dansk.

Til gengæld er det noget nemmere at finde eksempler fra især USA og UK. Blandt andet kan man lade sig inspirere på denne liste over forskningsblogs researchblogging.org

Med hensyn til spørgsmålet om, det er besværet værd, så giver en artikel i det videnskabelige tidsskrift PLOS Biology nogle hints til, at det kan det. PLOS Biology: An introduction to social media for scientists
- rent faktisk kan det give flere citationer i videnskabelige publikationer, hvis der tweetes meget om ens forskning.

Noget lignende kan man læse i denne artikel fra Journal of the association for information science and technology: Do blog citations correlate with a higher number of future citations? 

Bloggeren Sarah-Louise Quinnell fortæller om sine erfaringer i : From blogging to print: My journey to creating impact (the LSE Impact of Social Sciences blog) og i dette indlæg: Don't doubt the value of blogging in academic publishing.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig en længere liste med links til forskerblogs, så jeg leder videre og tager med kyshånd imod idéer.

Opsamling af gode råd

Denne blog er en test. Det er her, jeg øver mig og finder ud af, hvordan man egentlig gør. Målet med bloggen er først og fremmest at høste erfaringer, men samtidig vil den fungere som en huske- og inspirationsliste til mig selv og andre, der er nysgerrige efter at lære mere om sociale medier og blogging - først og fremmest som brug til at formidle og skabe debat om forskning og ny viden.

Her vil jeg samle links til alle de gode råd og erfaringer fra andre om blogging og sociale medier i professionel sammenhæng, som jeg finder frem til.

God opførsel på Twitter

Når jeg snakker med folk om forskellen på sociale medier og traditionelle kanaler for vidensdeling, så sammenligner jeg ofte de traditionelle medier med opslagstavlen henne i Brugsen, hvor man kan sætte sit opslag op og håbe på, at nogen læser det og forstår budskabet. Og det er så i det store hele det.
Derimod sammenligner jeg sociale medier med et folkemøde, et forsamlingshus eller for de eksperter, jeg rådgiver, med en forskningskonference: Et sted, hvor man går hen for at dele og udveksle viden, erfaringer og idéer. Hvor dialogen og netværksdannelsen i pauserne er lige så vigtig som de videnskabelige oplæg.

Men ligesom der trods løsere rammer er comme il fâut på såvel folkemøder, i forsamlingshuse og til forskningskonferencer, så er det også en god idé at føle sig lidt frem for at forstå, hvordan man begår sig på Twitter. Her er et par lister med gode råd, hvis man synes, det er svært at finde tonen:

Kommunikation med kant. Thea Jepsens bud på 28 regler for god opførsel på Twitter:
http://kmedkant.dk/twitter-regler/


Sådan kommer du i gang med Twitter

Helt basalt: Hvad gør man på det der Twitter? Det er såmænd ikke så svært, men der skal alligevel et par tips og tricks til for at komme dertil, hvor Twitter giver mening. AHot Twitter for begyndere er en meget letoverskuelig guide til at komme i gang.
http://www.ahot.dk/twitter-guide

tirsdag den 21. januar 2014

Timing af tweets, posts, emails og blogindlæg

Hvornår får man mest ud af anstrengelserne på sociale medier? Forskning har hidtil ikke givet et entydigt svar, men her har Buffer samlet resultaterne sammen og giver et godt bud på, hvornår det er bedst at bruge Twitter, Facebook, Blogs og email.
http://blog.bufferapp.com/best-time-to-tweet-post-to-facebook-send-emails-publish-blogposts?utm_content=buffer5e9eb&utm_medium=social&utm_source=twitter.com&utm_campaign=buffer

mandag den 20. januar 2014

Den helt store Twitter for dummies

@Leoparddrengen har svar på stort set alle de dumme spørgsmål, man overhovedet kan komme i tanker om, når man vil i gang med Twitter. Guide til både nybegyndere og mere rutinerede, der har brug for ny inspiration.
http://www.twitterguide.dk/2012/08/oversigt-og-ordbog.html