torsdag den 10. april 2014

Brug #havelågen som brækjern

Da jeg først oprettede en Twitterkonto havde jeg oplevelsen af, at jeg var i et rum, hvor der stod 100.000 mennesker på hver sin ølkasse og råbte!

Jeg havde svært ved at finde ud af, hvem jeg havde lyst til at lytte til, for jeg gad jo ikke bare nøjes med at lytte til dem, der råber højst.

Men efterhånden har jeg lært at sortere i strømmen. Og her var det en åbenbaring for mig, da jeg opdagede, hvad # kan bruges til. Ved at søge på ord, der er kodet med # (#kodeord) får man vist tweets fra alle tweeps, der benytter dette #. På den måde har jeg fundet masser af interessante personer at følge, som jeg ikke kendte til i forvejen.

Et godt tip er også at tage en halv-en hel time og følge med en dag, hvor der f.eks. er storm, melodi grand prix, valg, regeringsrokade eller en anden aktuel begivenhed, der interesserer mange mennesker. Er du nyhedsjunkie, så følg med i nyhedsudsendelserne på TV samtidig og se, om reporterne her kan følge med.....
Eksempelvis blev der i slutningen af oktober skrevet mere end 6.000 tweets med #stormdk, da stormen Allan blæste os igennem. #stormdk blev også brugt af Beredskabsstyrelsen og en række politikredse.

Ved at tilføre # til mine egne tweets f.eks. #sundhed, #smdk, #dkvid er disse tweets også kommet ud til flere end mine egne følgere og har på den måde fået langt større udbredelse, end hvis jeg havde udeladt #.

Hvad er det så for #kodeord, man skal bruge? Ja, man bestemmer sådan set selv, og man kan bare finde på et. Men skal det have effekt, så skal det jo være et #kodeord, som andre også bruger og følger. Søg i søgefeltet på relevante ord og se, om de er dækkende, og om de bliver brugt. Ellers kan du tage et kig på denne top100 liste fra prXpress.dk. Listen bliver løbende opdateret og omfatter de mest brugte danske #.