tirsdag den 11. februar 2014

Forskning på sociale medier

Hvordan kan sociale medier bruges til forskningsformidling? Hvad er gevinsten - for forskeren og for forskningsinstitutionen? Og hvad får læserne ud af det?

Det er tre helt centrale spørgsmål for mig i mit arbejde som kommunikationskonsulent på Statens Serum Institut. Her skabes helt ufatteligt megen ny viden, som forskerne offentliggør i videnskabelige tidsskrifter. Hvert år offentliggør de mere end 400 artikler! Hvem vidste lige det - altså ud over de virkelig flittige læsere af virkelig mange tidsskrifter?

Sociale medier som Twitter og blogs er uden tvivl centrale kanaler til at få spredt langt mere af den viden til langt flere mennesker. Og til at dele erfaringer og idéer, så nye samarbejdsprojekter kan opstå og endnu mere ny viden skabes. Men hvordan griber man det an, og er det overhovedet besværet værd? 

I min søgen efter gode forbilleder for, hvordan man lige præcis skruer en forskningsblog sammen, har jeg ikke haft megen held til at finde danske eksempler - ud over lige præcis en, som skrives af en medarbejder på (TaTaaaa!) Statens Serum Institut. Det er bloggen her: blastocystis.net om forskning i en encellet parasit. Bloggen er på engelsk. Der er næppe så mange i målgruppen, der taler dansk.

Til gengæld er det noget nemmere at finde eksempler fra især USA og UK. Blandt andet kan man lade sig inspirere på denne liste over forskningsblogs researchblogging.org

Med hensyn til spørgsmålet om, det er besværet værd, så giver en artikel i det videnskabelige tidsskrift PLOS Biology nogle hints til, at det kan det. PLOS Biology: An introduction to social media for scientists
- rent faktisk kan det give flere citationer i videnskabelige publikationer, hvis der tweetes meget om ens forskning.

Noget lignende kan man læse i denne artikel fra Journal of the association for information science and technology: Do blog citations correlate with a higher number of future citations? 

Bloggeren Sarah-Louise Quinnell fortæller om sine erfaringer i : From blogging to print: My journey to creating impact (the LSE Impact of Social Sciences blog) og i dette indlæg: Don't doubt the value of blogging in academic publishing.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig en længere liste med links til forskerblogs, så jeg leder videre og tager med kyshånd imod idéer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar